Skip til primært indhold

Uddannelse

Vi byder uddannelsessøgende velkommen til Urinvejskirurgisk Afdeling

Uddannelse af yngre læger har høj prioritet i afdelingen.

Forventninger til yngre læge

Afdelingens holdning er, at  ”alle (og ikke kun vejleder) vejleder alle”. Man forventer, at uddannelsessøgende læger aktivt forsøger at få det optimale ud af ansættelsen; at formulere behov og forventninger; at opsøge uddannelsesgivende situationer; ved selvstudium at tilegne sig yderligere teoretisk viden fra lærebøger og tidsskrifter og aktivt at stille sin viden til rådighed.

Vejleder

Alle uddannelsessøgende læger tildeles en vejleder, som meddeles i velkomstbrevet. Indenfor de første 14 dage - 1måned skal den første vejledersamtale være afholdt og herefter stræbes der efter en vejledersamtale mindst hver 2. måned.

Ved introduktionssamtalen gennemgås uddannelsesprogrammet og der skal for hver samtale udfærdiges en skriftlig uddannelsesplan, som bruges ved næste vejledersamtale. Kopi af denne til uddannelsesansvarlig overlæge. Uddannelsesprogrammet findes i logbog.net

Målbeskrivelser

Målbeskrivelserne i de forskellige uddannelsesforløb baserer sig på opnåelse af kompetencer, hvorfor anvendelse af kompetencevurderingsmetoder er helt central som formativ og summativ evaluering af den uddannelsessøgende. Målbeskrivelserne findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Praktiske forhold

  • Alle læger møder kl. 7.45 i urinvejskirurgisk konferencerum, E120.
  • Operationstøj, uniform og kitler findes i kælderetagen ved Oasen. Omklædning kan ske i omklædningsrum på E120. Hver læge har sit eget skab, der kan aflåses med medbragt hængelås.
  • Vagten starter kl. 15 på hverdage og kl. 9 i weekenderne.

Konferencer

Morgenkonferencen starter kl. 7.45. Vagthavende læge rapporterer om hændelser fra vagten med fokus på akut indlagte patienter.
Kl. 8.00 forsætter afdelingen med røntgenkonference. Her gennemgås akutte og elektive røntgenundersøgelser med relation til indlagte og ambulante patienter.

Konferencerne er vigtig for undervisning og refleksion, og forventes prioriteret.

Afdelingen er organiseret i følgende teams:

  • Nyresten og endourologi
  • Benign prostatahyperplasi og vandladningsforstyrrelser
  • Uroonkologi inddelt i:
    • Prostata
    • Blære
    • Nyre
  • Børneurologi
  • Andrologi

Alle teams varetager tillige almen urologi og testikelcancer.

I Region Syddanmark er der følgende urologiske afdelinger:

  • Urinvejskirurgisk Afdeling, Vejle og Aabenraa
  • Urinvejskirurgisk Afdelinger, OUH - Svendborg
  • Urinvejskirurgisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg

Arbejdstilrettelæggelse og uddannelsesgivende forhold

  • Vagter: En måned forud foreligger arbejds- og vagtskema, hvor den daglige funktion af alle læger på afdelingen fremgår.
    • KBU-lægen, introduktionslægen og hoveduddannelseslægen (1. fase), indgår alle i en 7-skiftet forvagt (tilstedeværelsesvagt). I de sidste 18 måneder, det vil sige fase 3 indgår hoveduddannelseslægen i bagvagtslaget (tilkaldevagt fra bolig).
  • Afdelingen har KBU læger, introduktionslæger og læger i hoveduddannelse til urologi i fase 1 og 3.
  • Rul
    • Der er til hver reservelægegruppe 1-2 ambulatorier og til hoveduddannelseslægerne og introlægerne en ugentlig selvstændig operationslinje, som deles.
    • Der er til hoveduddannelseslægerne planlagt i rullet, som går over 16 uger, 3 x 3 supervisionsdage på operationsgangen, hvor de får supervision af speciallæge indenfor de forskellige teams: prostatateam, stenteam og ”diverse”-team.
    • Hver 2. uge er der en operationslinje i lokalanæstesi, som primært dækkes af reservelæger i introstilling. Reservelægerne deltager naturligvis i øvrige operationer.
  • Der er således mulighed for den uddannelsessøgende læge for læring på operationsgangen, i ambulatoriet og på sengeafsnittet, hvor der altid vil være mulighed for supervision fra speciallæge.

Formaliseret undervisning

  • Torsdagsundervisning
    • Hver torsdag fra klokken 08.00-08.45 foregår formaliseret undervisning i udvalgte emner fra alle dele af urologien. Undervisere kan være interne såvel som eksterne fra for eksempel samarbejdsafdelinger (eksempelvis klinisk mikrobiolog).
  • Undervisningsopgaver
    • Klinisk basisudannelsesreservelæger, introduktionsreservelæger og hoveduddannelseslæger vil alle få tildelt undervisningsopgaver. Undervisningsplanen planlægges semestervis.

Hvis du starter i KBU, så bedes du også læse information fra sundhedsstyrelsen.

Camilla Olsdal Damkjær

Uddannelsesansvarlig speciallæge

Urinvejskirurgisk Afdeling


Klinisk uddannelsesforløb

Vi modtager i afdelingen ca. 18 sygeplejerskestuderende årligt i de kliniske uddannelsesforløb.

Disse foregår i sengeafdelingen A150, ambulatoriet B150 samt på operationsafsnittet A550.

Visioner og rammer for uddannelsessøgende

Afdelingen er uddannelsessted for sygeplejestuderende på semestertrin i deres uddannelse, social- og sundhedsassistenter, radiografstuderende samt erhvervspraktikanter.

Afdelingen lægger stor vægt på, at der er et godt lærings- og studiemiljø samt at den studerende får tid til refleksion. Derudover er der under uddannelsesperioden faste undervisningstilbud, mulighed for studieophold i afdelingens ambulatorium, på operationsgangen og opvågningsafsnittet. Der afholdes fastlagte refleksionstimer hver 14. dag for alle afdelingens elever og studerende.

Til hver uddannelsessøgende er der tilknyttet to vejledere. Afdelingen udviser ligeledes stor interesse og imødekommenhed overfor studerende i deres LbD/ bachelorprojekt, og har et idékatalog med forslag til temaer og udviklingsprojekter. Idékataloget ligger på afdelingens hjemmeside.

Vejledning

I afdelingen er der to uddannelsesansvarlige sygeplejersker som er kliniske vejledere, og som har hovedansvaret for den overordnede tilrettelæggelse af det enkelte praktikforløb i afdelingen.

Den enkelte studerende/elev er sammen med vejlederne ansvarlig for at planlægge og tilrettelægge uddannelsesperioden herunder planlægning af arbejdsdagen, arbejdstider, studiedage samt studiebesøg. For afdelingens elever udarbejdes individuelle kalenderplaner, og for sygeplejeplejestuderende individuelle studieplaner, hvor fokusområder, alle aftaler og evalueringer er integreret på.

Forløb på Urinvejskirurgisk Afdeling

Der er som studerende/ elev mulighed for at følge et akut samt et elektivt patientforløb. Det akutte forløb, fra indlæggelsen af patienten via modtagelsen til afdelingen, hvor pleje og behandling planlægges. Det elektive patientforløb, hvor patienten henvises til ambulatoriet for videre udredning samt planlægning af behandlingsforløb. Der er ligeledes mulighed for at følge patienten til operation eller undersøgelse på de enkelte serviceafdelinger.

Hvis du skal skrive bachelorprojekt, er du meget velkommen til at henvende dig i afdelingen, så vi kan drøfte hvilke muligheder vi kan tilbyde.

Mie Gindeberg Tinggard

Uddannelseskoordinator samt praktik- og uddannelsesansvarlig sygeplejerske

Urinvejskirurgisk Afdeling


Vejledning

Der er 6 social- og sundhedsassistentelever i praktik  årligt i afdelingen.
Du vil som social- og sundhedsassistentelev blive vejledt af et kompetent og engageret personale og du vil få 2 vejledere tilknyttet, som sammen med dig vil planlægge dit uddannelsesforløb i afdelingen.

Undervisning/refleksion

Du vil få undervisning i relevante områder, for eksempel sygeplejeprocessen og patientforløb. Der afholdes refleksion for afdelingens elever og studerende hver 14. dag, hvor du vil få mulighed for at øve dig i at reflektere, koble teori og praksis, så der skabes transfer.

Mie Gindeberg Tinggard

Uddannelseskoordinator samt praktik- og uddannelsesansvarlig sygeplejerske

Urinvejskirurgisk Afdeling


Lægesekretær:

Uddannelsesforløb

Lægesekretæruddannelsen på et sygehus varer 2 år.

Den teoretiske del varer 15 uger og foregår på Innovationsfabrikken i Kolding.

Forløbet på Urinvejskirurgisk Afdeling

Urinvejskirurgisk Afdeling modtager årligt 2-3 elever.

Opholdet i Urinvejskirurgisk Afdeling vil primært foregå i sekretariatet og hos forløbskoordinatoren i forhold til kræftpakker, med mulighed for også at komme på sengeafdelingen og i ambulatoriet.

I sekretariatet er opgaverne blandt andet:

  • Skrivning
  • Registrering
  • Telefonbetjening
  • Henvisninger
  • Håndtering af blodprøvesvar og patologisvar

I øvrigt bliver eleverne tilbudt at se forskellige undersøgelser og operationer.

Sundhedsadministrativ koordinator (SAK)

Uddannelsesforløb

Uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator er et fuldtidsstudium og tager i alt 2½ år inklusiv et kort og et langt praktikforløb på i alt 28 uger. Uddannelsen består af fem semestre. På uddannelsens 1. og 4. semester skal du i praktik i sammenlagt 28 uger. Praktikken finder typisk sted på hospitaler og i lægehuse.

Afdelingen modtager 1-2 SAK-studerende om året.

 

Camilla Bredahl

Kvalitets- og udviklingskoordinator

Urinvejskirurgisk Afdeling


79 40 94 78

Forløb i Urinvejskirurgisk Sengeafsnit

Vi har cirka 10 radiografstuderende årligt i kliniske uddannelsesforløb i somatisk klinik.

Som radiografstuderende er du hos os i 2 uger og du får tilknyttet 2 vejledere.
Vi er i gang med at udarbejde en studieplan for de 2 ugers klinik, så du kan opnå det bedste læringsudbytte hos os.

APPFWU01V