Skip til primært indhold

Mine Rygdata - Degenerative Rygsygdomme (MiRF)

Information til de registrerede i databasen

Alle borgere, der har fået en henvisning til Rygcenter Syddanmark, bliver bedt om at udfylde en række spørgeskemaer inden aftalen på rygcenteret. Spørgsmålene drejer sig om fx symptomer, funktionsevne i dagligdagen, evt. sygemelding fra arbejde og forventning til aftalen på rygcenteret.

Vi beder om samtykke til at besvarelserne må gives videre til en database til forskning. Databasens navn er ”Mine Rygdata – Degenerative Rygsygdomme”. Alle registrerede skal ifølge GDPR artikel 14 have informationen nedenfor om forskningsdatabasen, når der indsamles data om dem.

Region Syddanmark er overordnet dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, der overføres til forskningsdatabasen. Kontaktoplysninger på den lokalt ansvarlige er

Ansvarlig: Chefsygeplejerske Rikke Bagge Skou

Rygcenter Syddanmark, Sygehus Lillebælt

Østre Hougvej 55, 5500 Middelfart.

CVR-nr.: 29190909 (Region Syddanmark)

Telefonnr. og mailadresse til forskningskonsulent Hanne Jørgensen: 21 35 27 24 / hbhj@rsyd.dk

Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine oplysninger, er du altid velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver.

Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:

  • På e-mail: databeskyttelsesraadgiver@rsyd.dk
  • På telefon: 24 75 62 90 (telefontid mandag og torsdag kl. 9-11)
  • Ved brev: Att. Databeskyttelsesrådgiver, Damhaven 12, 7100 Vejle

På Rygcenteret er der to forskningsenheder, som løbende arbejde på projekter, der alle har fokus på at skabe

  • bedre forståelse af underliggende mekanismer bag rygproblemer
  • forbedrede metoder til at stille rygdiagnoser
  • forbedrede behandlingsforløb.

På rygcenteret justerer vi løbende vores arbejdsgange og rådgivning, så vi til enhver tid arbejder ud fra resultaterne af den nyeste forskning på rygområdet.

Fra marts 2024 vil vi opbygge en database til forskning med navnet ”Mine Rygdata - Forskning i Degenerative Rygsygdomme (MiRF-Degenerative Rygsygdomme)”. Den skal indeholde 1) borgernes besvarelser på spørgeskemaer fra besøg på rygcenteret og 2) nogle udvalgte, ryg-relaterede oplysninger fra deres patientjournal.

Oplysningerne danner basis for forskning i uspecifikke rygsygdomme (det vil sige rygsmerter, som man ikke kan finde en årsag til) og degenerative rygsygdomme (det vil sige aldersforandringer i ryggens knogler og strukturer omkring knoglerne, fx diskusprolaps, forsnævring af rygmarvskanalen, og sammenfald af ryghvirvler).

Databasen skal forbedre forskeres mulighed for at ansøge om data til statistiske analyser, samtidig med at data opbevares sikkert. Til hvert projekt kan forskere kun få udleveret netop dé data, der er nødvendige for at gennemføre de planlagte undersøgelser.

Retsgrundlaget for at videregive 1) dine besvarelser af spørgeskemaer og 2) oplysninger om din ryg fra patientjournalen:  

  • Dit samtykke til at indsamle oplysninger ifølge sundhedsloven §43, stk. 1.

Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger i forskningsdatabasen:

  • Behandling af almindelige personoplysninger som adresse og alder i forskningsprojekter har hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e og i databeskyttelseslovens § 6.
  • Helbredsoplysninger er følsomme personoplysninger. Denne type oplysninger behandles med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra j sammen med databeskyttelseslovens § 10.
  • Behandling af CPR-numre har hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 87 og databeskyttelseslovens § 11, stk. 2.

Vi behandler følgende kategorier af personoplysninger om dig til analyser i forskningsprojekter:

  • Almindelige oplysninger som adresse og alder. Vi bruger også information om fx højeste uddannelse og jobstatus (sociodemografiske oplysninger).
  • Helbredsoplysninger som rygdiagnose(r), rygbehandlinger i sundhedsvæsenet, forventninger til konsultation på rygcenteret, symptomer, smerteintensitet, smerteforløb, sygefravær, funktionsniveau.

Vi bruger dit CPR-nummer til at sammenkæde alle informationer om dig korrekt.

Med tilladelse fra Region Syddanmark videregiver eller overlader vi dine personoplysninger til følgende modtagere:

  • Forskere, som vi samarbejder med

Alle forskere skal 1) arbejde på et projekt med et formål, der kan rummes i formålet med forskningsdatabasen, 2) have de nødvendige tilladelser, og 3) kunne gennemføre projekterne i lige så sikre rammer som os.

Vi vil overføre dine personoplysninger til modtagere uden for EU og EØS.

  • Forskere, som vi samarbejder med i eks. USA og Australien

Alle forskere skal 1) arbejde på et projekt med et formål, der kan rummes i formålet med forskningsdatabasen, 2) have de nødvendige tilladelser, og 3) kunne gennemføre projekterne i lige så sikre rammer som os. Desuden indgår samarbejdspartnere i udlandet altid en EU standardkontrakt med den projektansvarlige forsker på Rygcenter Syddanmark for at leve op til GDPR artikel 46 om grundlag for at overføre personoplysninger til lande uden for EU og EØS.

  • Fra din patientjournal overføres oplysninger om fx rygrelaterede diagnoser og behandlinger
  • Fra dine spørgeskemabesvarelser før konsultation på Rygcenter Syddanmark (databasen ”Mine Rygdata – MiRD”) overføres oplysninger om eks. forventninger til konsultation på rygcenteret, symptomer, smerteintensitet, smerteforløb, sygefravær og funktionsniveau.

Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor længe vi vil opbevare dine personoplysninger. Vi lægger vægt på, at data fortsat har videnskabelig værdi, når vi beslutter, hvor længe dine oplysninger vil blive opbevaret.

Du har ret til at tilbagetrække dit samtykke til at indsamle oplysninger fra MiRD og fra din journal. Det gør du ved at kontakte rygcenterets forskningskonsulent - se punkt 1 ovenfor. Hvis du trækker dit samtykke tilbage inden oplysningerne er givet videre til forskningsdatabasen, bliver din deltagelse i databasen annulleret. Når oplysningerne er givet videre til databasen, slettes de ikke derfra.

Når oplysninger om dit helbred behandles i et forskningsprojekt, må forskerne kun anvende oplysningerne i det omfang og tidsrum, det er nødvendigt for deres undersøgelse. Forskerne skal sørge for passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der sikrer beskyttelse af oplysningerne.

Forskningsdatabasen er godkendt af Region Syddanmark. Vi følger databeskyttelseslovens bestemmelser om videregivelse af oplysninger mellem forskningsprojekter. Al behandling af dine oplysninger i databasen er registreret i den samlede fortegnelse over behandling af persondata i forskning hos Region Syddanmark. Denne fortegnelse kan kontrolleres af databeskyttelsesrådgiveren i Region Syddanmark og af Datatilsynet.

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Du kan se vores kontaktoplysninger under punkt 1 ovenfor.

APPFWU01V